2015-11-05



TORSDAG & FREDAG: NOTABENE MID SEASON SALE

Notabene har tømt butikken for restpartier og kollektionsprøver af nye og friske AW15 styles. Derfor bliver der i denne uge taget hul på deres Mid Season Sale. Så få fat i de flotteste sko til gode priser – perfekt nu som julefrokosterne nærmer sig. Kontant og Mobilepay modtages.

Hvor og hvornår: Rosengården 12, 1174, København K, torsdag 5. November & fredag 6. November kl. 11.00-19.00

FREDAG: SMK FRIDAYS FEAT. CPH:DOX – OVEN PÅ VIRKELIGHEDEN

På fredag går SMK Fridays og dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX sammen om en aften i kulturens tegn. Sammen sætter de fokus på kunst, der bruger filmeksperimenter og virkeligheden som materiale. Du kan blandt andet høre foredrag om, hvordan teknologi påvirker måden hvorpå vi oplever virkeligheden og møde en filmskaber, der forsøger at udviske sig selv fra den virkelige verden. Derudover har sangeren i When Saints Go Machine forberedt et særligt DJ-set i aftenens anledning. Så der er rig mulighed for underholdning!

Hvor og hvornår: Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, 2100 København K, fredag 6. November kl. 16.00-22.00

FREDAG: 42GALLERY x LOUISE THOMINE VOL. 2

42Gallery er et online kunstgalleri der, siden 2012, har præsenteret et bredt udvalg af kunst til overkommelige priser. Med visionen om, at gøre spændende upcoming kunstnere mere tilgængelige, går 42Gallery efter at ramme en bredere målgruppe. Kunstgalleriet giver dermed unge talenter muligheden for, at nå ud til et helt nyt publikum. På fredag inviterer de til fernisering i deres pop-up galleri i hjertet af København. Galleriet overtages af kunstneren Louise Thomine, der eksklusivt vil udstille sine originale kunstværker og illustrationer. Louise Thomine debuterede i 2012 med sit japansk-inspirerede alter ego ”Art Fellow.” Art Fellow-kvinden er en hyppig genganger i Thomines kunst, der er præget af  skrøbelige stregtegninger og erotiske. Desuden vil de første 30 gæster få foræret en limited edition illustration lavet specielt til udstillingen.

Hvor og hvornår: Teglgårdstræde 7, 1452 København K, fredag 5. November kl. 17.00-21.00

FREDAG & LØRDAG: ARMOIRE OFFICIELLE STOCK & SAMPLE SALE

I weekenden står den også på lagersalg hos Armoire officielle, der  både består af en kvinde- og herrelinje. På fredag og lørdag kan du spare op til 80% på samples og forrige kollektionsvarer. Så tag kæresten eller vennerne under armen og find masser af lækre sager. Kontant og Mobilepay modtages.

Hvor og hvornår: Jens Kofoedsgade 1, 1268 København K, fredag 6. November kl. 13.00-18.00 & lørdag 7. November kl. 10.00-16.00

FREDAG: J-DAG I KLOSTERET

J-dag er dagen hvor vi hylder, at de længe ventede juleøl endelig er tilbage. De velkendte øl minder os om, at julefrokosterne nærmer sig og juletræet snart skal pyntes. Og da det er natklubben Klosterets første J-dag, skal der gøres noget ekstra ud af. Klosterets opgave lyder: Hvor tacky kan vi gøre det!? Og vi er ude i plastik grantræer, frække nissepiger, kunstig sne, sprøde flæskesvær og “Last Christmas” på anlægget. Marcus Voigt og Nikolaj L er aftenens dj’s og de står klar med masser af “julehits.” Så hvis du er i festhumør og ikke har noget imod at tage hul på julefesterne, så er det i Klosteret du skal befinde dig på fredag.

Hvor og hvornår: Klosteret, Hauser plads 32, 1127 København K, fredag 6. November kl. 23.00

LØRDAG: YOUYOUYOU RELEASEFEST FOR “A.I.” + ÅBNING AF NOHO BASEMENT

YouYouYou er stærkt tilbage med et medrivende album, der med futurisk elektronisk pop beskriver en rejse om kærlighed, frihed og kunstig intelligens. Albummet udkom den 2. november og fejres på lørdag med en releasefest. Det sker på Kødbyens nye underjordiske bar NOHO Basement – der samme aften har åbningsfest. Der serveres gratis iskolde Brooklyn øl og lækre Gin&Tonic’s. YouYouYou giver koncert og Dj Brian Batz tager sig kærligt af dansegulvet. Så kom og ønsk de glade albumdebutanter tillykke og vær blandt de første til at feste i Kødbyens underjordiske bar. Gratis entré.

Hvor og hvornår: NOHO, Flæsketorvet 26, 1711 København K, lørdag 7. November kl. 20.00-03.00

LØRDAG: THE POLITICAL PARTY: PRESENTED BY CPH:DOX & TURNING TABLES

Dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX og musik- og filmorganisationen Turning Tables har slået hovederne sammen om et brag af en fest. Turning Tables sidder på platforme verden rundt og i sommers stod organisationen for, at etablere Myanmar’s første musikfestival nogensinde. De har lavet utallige projekter på verdensplan, der sigter mod, at styrke marginaliserede unge gennem musik og film. Turning Tables vil give de unge værktøjerne til, at udtrykke sine tanker og drømme gennem musikken. De vil gøre en forskel. I forbindelse med Turning Tables’ præsentation til CPH:DOX, inviterer de til kæmpe fest i selskab med 4 af Danmarks bedste Dj’s; Phase5, DJ Hvad, Ladybox og Raske Penge. Desuden er festen sponsoreret af Jameson og Havana Club, som sørger for gratis drinks!

Hvor og hvornår: Teltet i Kongens Have, lørdag 7. November kl. 22.30-02.00

LØRDAG: DANISH MUSIC AWARDS 2015

Det bliver en storslået aften i musikkens tegn når Danmark mest dedikerede og højaktuelle kunstnere bliver hædret til årets Danish Music Awards. Og i år får Anders Breinholt selskab i værtsrollen af ingen ringere end Christopher. De nominerede vil konkurrere om de mange priser, deriblandt Årets Danske Hit. Artisterne som vælter Forum med musikalske overraskelser tæller blandt andet Lukas Graham, L.O.C., Rasmus Seebach, Suspekt og Marie Key. Som noget nyt har du i år muligheden for, at komme op på scenen og overrække Publikumsprisen. Læs mere og stem på Årets Publikumspris her. Billetpriserne ligger mellem 170-615 kroner. Køb din her. Der er kun få billetter tilbage- så skynd dig!

Hvor og hvornår: Forum, Julius Thomsens Plads 1, 1925 Frederiksberg, lørdag 7. November kl. 20.00-22.00, dørene åbnes 18.30

SØNDAG: VERA’S MARKET – GOD STIL GENBRUGS TØJMARKED

Vera’s Market er et forholdsvis nyt tøjmarked, der afholdes månedligt på Papirøen i samarbejde med Copenhagen Street Food. Der er fokus på den gode stil og der er rig mulighed for, at finde nye fund til garderoben. Du kan finde alt fra herre- og dametøj til sko og accessories. Som fast del af tøjmarkedet, kan du også gå på opdagelse i Vibes Varehus og Veras Market, der byder på nøje udvalgte produkter. Så nyd din søndag på den hyggelige papir-ø med venner og familie, spis dig mæt i den dejlige mad og gør et godt kup.

Hvor og hvornår: Copenhagen Street Food, Papirøen, Trangravsvej 14, 1436, København K, søndag 8. November kl. 12.00-17.00

The post Weekendguide appeared first on Cover.

Show more